Krimi

Anklager: Mange skadestue-bøller går fri

Det er for optimistisk at tro, at man kan få dømt alle de 60 personer, der var med til at storme skadestuen ved Odense Universitetshospital 20. august.

"Det kan godt være, at vi kan løbe et par stykker mere op, men den store optimisme for at nå op på alle 60, den er der ikke, siger chefanklager Jan Stick.

De cirka 60 mænd stormede og raserede skadestuen for at få fat på en 26-årig mand, der var blevet skudt og stukket med en kniv på Vollsmose Torv tidligere samme aften.

"Det har været svært for de politi-folk, der var der, at få registreret, hvem der deltog i urolighederne, siger Jan Stick.

"Det var temmelig mange mennesker, der kom hurtigt ind og ud igen, og politiet havde i forvejen nok at se til med at passe på personale og patienter," siger han.

Politiet efterforsker stadig

Da de 60 mand ikke kunne få fat på det 26-årige skudoffer, begyndte de at rasere skadestuen ved at rive billeder ned fra væggene og vælte vaser samt true personale og politifolk.

Indtil videre er to personer anholdt for deltagelse i urolighederne, og det er i sig selv imponerende, vurderer Jan Stick.

Han understreger, at Fyns Politi fortsat intensivt efterforsker uro-lighederne på skadestuen og drabs-forsøget på Vollsmose Torv bredt og intenst.