Krimi

Lærer faldt seks meter ned fra træ

En 47-årig lærer på Produktionsskolen i Helsingør brækkede i går ryggen, da han - for øjnene af et hold elever på skolen - styrtede seks meter ned fra et stort træ i Meulenborgskoven.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Ulykken skete, da læreren - der er en rutineret træbeskærer - netop havde fastgjort sig til en tyk gren og skulle begynde sit arbejde med at beskære træet.

Men grenen gav efter, og lærerne styrtede ned og landede på træets blotlagte rødder.

Elever får tilbudt samtale hos psykolog

En af eleverne ringede straks 112:

"Han landede så hårdt, så han røg op i luften igen. Der lød et ordentligt bump. Det var noget af et chok," fortæller Sebastian, der er elev på multiserviceholdet, til Helsingør Dagblad.

Eleverne får nu alle tilbudt samtale med Produktionsskolens psykolog.