Zoolog: Tigerne reagerer instinktivt
Hvis et menneske kravler ind til tigere, vil dyrene reagere instinktivt og dræbe personen.
Det fortæller zoolog Bjarne Klausen fra Odense Zoo, efter det er kommet frem, at en ung mand er fundet dræbt i København Zoo her til morgen.
"Det er rovdyr, det er dyr som lever af jagt, og hvis der kommer noget derned, som er levende, og som de synes, de kan spise, jamen så gør de det. Så slår de ihjel. Deres jagtinstinkter er så stærke, og man skal ikke på nogen måde bilde sig ind, at man kan gå ind og håndtere dem, uanset om man har passet dem i 30 år eller ej," siger Bjarne Klausen, zoolog i Odense Zoo.
Den dræbte mand blev fundet af dyrepassere lidt efter klokken syv, og det formodes, at han er kravlet ind til tigerne i løbet af natten. For at komme ind, har han skullet forcere et højt hegn.
"Du skal over et fem meter højt hegn, og det skal du alle de steder, der har tigere. Der har vi de hegn med overfald ind mod tigeren, for det vi sikrer os mod er, at tigeren ikke kan komme ud. Vi sikrer os jo ikke mod, at folk ikke skal kravle ind, og hvis man vil ind, så kan man komme det," siger Bjarne Klausen.