Krimi

Tigeroffer var i zoo hele natten

Politiet mener nu at have fundet ud af, hvem manden, som i morges blev fundet omkommet i en tigerindhegning i Københavns Zoo, er.

Det oplyser Københavns Politi til tv2.dk.

"Vi har en formodning om, hvem han er - og vi er på vej til hans bopæl," siger talsmand fra Københavns Politi, Lars Borg.

"Vi vil gerne tale med hans venner og pårørende - for at få en idé om, hvad han var for en mand."

Der er tale om en 20-årig mand, som stammer fra middelhavsområdet.

Han blev kvalt, da en af tigerne bed ham i struben - herudover blev han også bidt i låret, lysken og ansigtet.

Var i vandgraven

Det var dyrepasserne i haven, som fandt manden i morges ved halv otte-tiden.

"Det er meget tragisk og meget ulykkeligt," siger vagtchefen til TV 2 News.

I følge politiet blev manden set uden for zoologisk have ved 23-tiden tirsdag aften. Man formoder derfor, at manden har været i haven hele natten.

"Omkring tigrene i zoologisk have, der er en vandgrav - og den er han faldet ned i, eller hvad der nu er sket - i hvert fald har han været i vandet, og det har dyrene så opdaget, og så har de angrebet ham."