60-årig dømt for aktiv dødshjælp

En 60-årig mand har fået en betinget dom på 60 dages fængsel for at have hjulpet sin dødssyge far til selvmordsforsøg efter faderens eget ønske.

Det har Retten i Odense bestemt.

Sønnen havde på forhånd tilstået handlingen, der blev forsøgt ført ud i livet med den livsfarlige blanding af yoghurt rørt op med 94 morfinpiller. Den 84-årige far overlevede selvmordet, fordi en sygeplejerske skaffede ham lægehjælp, men han døde tre dage senere.

Dommen har en prøvetid på to år og dermed slipper sønnen med fængsel.

Lægeforening mod aktiv dødshjælp

Sager om medlidenhedsdrab er sjældne i offentlighedens Danmark og har derfor affødt en del opmærksomhed og debat om for eller imod aktiv dødshjælp.

Men hos dem, der oftest står med andres skrøbelige liv i hænderne, lægerne, er holdningen helt klar og ikke til diskussion.

"Lægeforeningen er imod aktiv dødshjælp, og det vil vi også være fremover," siger Poul Palisz Jaszczak, næstformand for Lægeforeningen og formand for dets Etiske Udvalg.

"Der vil altid være tale om drab"

Der vil ifølge ham altid, uanset om dødshandlingen sker på patientens eget initiativ, være tale om drab.

"Det ændrer ikke ved, at det er en aktiv handling, der har ét formål, nemlig at frarøve patienten livet. Så det er at tage livet af folk," siger Poul Jaszczak.

Uenighed i Etisk Råd

Anderledes er stemningen blandt moralens vogtere i Etisk Råd, der ellers siden 2003 har været enige om at være imod aktiv dødshjælp også kaldet medlidenhedsdrab.

De har for nylig taget debatten op, og noget tyder på, at der ikke længere hersker en så udpræget konsensus om det runde bord.

"Debatten er lige begyndt. Derfor vil det være forkert af mig at sige, om der er flertal for det ene eller andet, men debatten er præget af en meget frugtbar uenighed," siger formanden for Etisk Råd, Jacob Birkler.