Krimi

Kvinde anmeldte trekant til politiet

Køreturen på landevejen mellem Varde og Grindsted i det vestjyske er ikke videre sindsoprivende, men hen under midnat torsdag aften afstedkom en køretur på strækningen alligevel en politianmeldelse.

En kvinde ringede til politiet klokken 23.48, da hun havde været ufrivilligt vidne til en kvinde og to mænds seksuelle aktiviteter i landsbyen Hodde. Det skriver jv.dk.

Ifølge anmelderen foregik det, der i erotiske termer også kendes som en trekant, for åbne vinduer og til frit skue for forbipasserende. Anmelderen forklarede også at hun havde børn i bilen.

Den ubehagelige oplevelse var dog ikke værre, end at anmelderen tjekkede igen klokken 00.19 og meddelte politiet, at udsigten ikke var ændret nævneværdigt.

En patrulje tog til adressen ved et-tiden, men da var alle aktiviteter indstillet.