VIDEO: Retssagen mod Tommy Kamp smuldrer

Socialdemokraternes nye gruppeformand Henrik Sass Larsen er endnu ikke indkaldt som vidne i den retssag, som begynder den 21. maj i Retten i Roskilde. Han har end ikke været kaldt til afhøring hos politiet.

"Vi skrev anklageskriftet i november i fjor, og vi har ikke på noget tidspunkt ment, at Henrik Sass Larsen har noget med sagen at gøre. Vi har end ikke kaldt ham ind til afhøring," fortæller advokaturchef Morten Frederiksen, som skal føre sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi, som ikke har tænkt sig at føre Henrik Sass Larsen som vidne.

"Når vi i snart et halvt år ikke har henvendt os til Henrik Sass Larsen, så er det nok heller ikke sandsynligt, at vi gør det nu - 12 dage før retssagen begynder," siger Morten Frederiksen.

Kamp og café-ejere står tiltalt

Ved retssagen står Henrik Sass Larsens mangeårige ven, Tommy Kamp, og de to ejere af Café Vanilla på Torvet i Køge tiltalt for henholdsvis bedrageri og forsøg på bestikkelse.

Ifølge anklageskriftet har de to caféejere betalt forskellige ydelser til Tommy Kamp i den tro, at den tidligere formand for Socialdemokraterne i Køge kunne hjælpe dem til en lukrativ udendørsbevilling på Torvet i Køge.

Ifølge samme anklageskrift har Tommy Kamp modtaget disse ydelser - blandt andet fri betjening i cafeen, en racercykel og en rejse til Tyrkiet - ved at give de to ejere indtryk af, at han via sine kontakter i byrådet kunne hjælpe dem til en af to udendørsserveringer på Torvet.

Retssag bliver måske ikke til noget

Men nu rejser forsvarerne for de tre tiltalte tvivl om, hvorvidt retssagen overhovedet bliver til noget. De to caféejere fik for kort tid siden nye forsvarere - Torben Brinch Bagge og Mikael Skjødt - og de har ifølge TV 2s oplysninger sendt et fælles brev til anklagemyndigheden den 5. maj. I brevet trækker de reelt anklagerne om bestikkelse af Tommy Kamp tilbage.

"Begge caféejere nægter sig skyldige i forsøg på bestikkelse, og Tommy Kamp er ikke tiltalt for modtagelse af bestikkelse. Det vil sige, at anklagemyndigheden altså er klar over, at han ikke har en offentlig stilling, der gør, at han kan give for eksempel en udeservering. Så har jeg svært ved at se, at det er et forsøg på bestikkelse," siger advokat Mikael Skjødt til TV2.

"Vi håber derfor, at anklagemyndigheden helt dropper sagen," siger Mikael Skjødt.

Kamp: Der er jo ingen sag

Når de to caféejere nu fastholder, at de aldrig har bestukket eller forsøgt at bestikke Tommy Kamp, så finder hovedpersonen det absurd, at han skal trækkes igennem seks dage i retten i en sag, hvor han ikke kan blive dømt.

"Jeg forstår hverken, hvad jeg er anklaget for, eller hvad de forsøger at dømme mig for. Tiltalen mod mig er jo netop rejst på baggrund af de to caféejeres forklaringer. Men når de nu siger, at de ikke har forsøgt at bestikke mig, så er der jo ingen sag," siger Tommy Kamp.

Henrik Sass Larsen bliver kun indkaldt som vidne i sagen, hvis anklagemyndigheden fastholder at den overhovedet skal for retten. Men advokat Mikael Skjødt nedtoner S-politikerens rolle:

"Sagen står og falder på ingen måde med Henrik Sass Larsen. På den måde kan man sige, at hans vidneforklaring ikke kommer til at få en stor betydning," Siger Mikael Skjødt.

Anklager Morten Frederiksen bekræfter, at han har modtaget et brev fra forsvarerne den 5. maj, men han ønsker ikke at oplyse, om det får anklagemyndigheden til at droppe sagen.