Krimi

Hærværksmand fanget på overvågning

Hos Arriva Danmark er frustrationen stor. Siden oktober sidste år er ruderne i 20 nye busser på linje 6A blevet ødelagt. I alt 31 ruder har fået skåret bogstaverne 'LOOS' dybt ind i glasset. Hærværket løber op i mere end 125.000 kr.

"Kort tid efter at vi satte de nye busser ind på ruten fra Rødovre til Emdrup konstaterede vores medarbejdere, at den ene rude efter den anden blev skåret i. Det fik os til at gennemgå mange timers videoovervågning. Og det gav pote," siger regionschef Brian Thrige.

På overvågningen kunne Brian Thrige se en ung mand stå på bus 6A på Roskildevej og bevæge sig ned til det bagerste sæde. Her satte han sig, tjekkede han at ingen kiggede på ham og så tog han noget op fra lommen, som han begyndte at ridse ruden med. De afslørende billeder blev kort tid efter afleveret hos politiet.

"På overvågningen ser vi en mand i tyverne. Han er lys, høj og slank og så har han en hue på," siger efterforskningsleder Anja Høpfner.

"Det er denne mand, vi mistænker vi for at stå bag det omfattende hærværk på de omkring 20 busser - det er den mand, vi beder offentligheden om hjælp til at få identificeret og lokaliseret."

Tror hærværksmand har tilknytning til Rødovre

Det, politiet ved, er, at den unge mand stod på bussen på Roskildevej. Efter ca. ti minutters kørsel stod han af ved Ålholm Station i Valby. Hvad han har gjort herefter er uklart.

Politiet mener, at manden har en tilknytning til Rødovre.

"Vi tror, han bor i Rødovre eller går i skole i området. Vores vurdering er, at de billeder, vi har modtaget fra Arriva er af så god kvalitet, at nogen må kunne genkende ham. Er det tilfældet vil vi meget gerne kontaktes, så vi kan få manden anholdt," slutter Anja Høpfner.

Graffiti er ulovligt

Det er ulovligt at lave graffiti i Danmark - til trods for det, bliver det lavet så meget graffiti, at der årligt bruges millioner af kroner på at rydde op efter graffiti.

Når den efterlyste mand bliver anholdt, vil han derfor blive stillet erstatningsansvarlig og muligvis vil han også få en fængselsstraf. Straframmen for graffiti kan være op til flere års fængsel.

Ved nogen, hvem manden på billederne fra bussen er kan Københavns Vestegns politi kontaktes på tlf.nr. 43861448.