Krimi

Spionprofessor suspenderet i 2011

For godt et år siden blev Københavns Universitet gjort opmærksom på, at en professor på universitetet er tiltalt for overtrædelse af Straffelovens paragraf 108 også kaldet "den milde spionparagraf".

Det skete da Politiets Efterretningstjeneste henvendte sig til universitetet.

Det oplyser dekan ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Troels Østergaard Sørensen, til Ritzau.

"Han har været suspenderet siden januar eller februar sidste år. Vi har ikke kendt til sagens indhold og substans, men har kendt til, at der har været en politisag."

"Det er normal praksis, at vi har foretaget den suspension," siger Troels Østergaard Sørensen.

Ifølge Weekendavisen fredag er den 49-årige professor fra Københavns Universitet, Timo Kivimäki mistænkt for at have hjulpet russiske spioner i Danmark.

Timo Kivimäki er ifølge avisen anklaget for at have leveret sikkerhedspolitiske vurderinger og informationer til fire russiske agenter. Det har været af interesse for den russiske efterretningstjeneste.

Han skulle endvidere have udleveret navne og oplysninger om personer i Danmark, som efterretningstjenesten kunne være interesseret i.

Kivimäki nægter sig skyldig i alle anklager.

"Russerne, jeg mødtes med, var efter min opfattelse almindelige diplomater fra ambassaden, og jeg har derfor ikke hjulpet efterretningsagenter," siger han til Weekendavisen.

Dekan Troels Østergaard Sørensen talte ikke selv talt med politiet, da de henvendte sig, men beklager situationen.

"Vi er kede af, at der er en medarbejder, der er blevet anklaget og vi må selvfølgelig understrege, at der ikke forelægger nogen dom."

Timo Kivimäki har holdt sin forskning og formidling på et vågeblus, mens sagen har været efterforsket, skriver universitetet i en pressemeddelelse.