Krimi

Sagen mod Kivimäki sat til 8. juli

Statsadvokat Gyrithe Ulrich oplyser til TV2 NEWS at sagen mod professor Timo Kivimäki, der er tiltalt i en sag om spionage, er berammet til 8. juli ved Retten i Glostrup.

Der skal dog være et såkaldt forberedende retsmøde 26. april, hvor retten skal tage stilling til anklagemyndighedens ønske om at mørklægge hele sagen, så offentligheden ikke kan følge med.

Årsagen til mørklægningen er ifølge Gyrithe Ulrich, at offentlig gengivelse af sagen kan kompromittere statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter.

Anklagemyndigheden vil føre retssagen mod professoren for såkaldt dobbeltlukkedøre, hvilket vil sige, at offentligheden hverken kan få indblik i tiltalen mod ham eller overvære selve retssagen.

Det er ekstremt sjældent at selve hovedforhandlingen i en retssag foregår for dobbeltlukkedøre, men anklagemyndigheden mener, at det er "rigets sikkerhed" og "forholdet til fremmede magter" sagen omhandler, og ønsker derfor sagen fuldstændig mørklagt.

Det oplyser politiadvokat ved Københavns Vestegns Politi Ole Weikop til TV 2 NEWS.