Krimi

PET bekræfter spionsag mod professor

Politiets Efterretningstjeneste (PET) bekræfter overfor Ritzau, at der er en sag mod en professor fra Københavns Universitet, der mistænkes for spionage. Samt at PET har været involveret i sagen.

Derudover har efterretningstjenesten ingen kommentarer, men henviser til sagens anklager, Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn, Gyrithe Ulrich.

Hun bekræfter ligeledes, at der er en sag om spionage, men oplyser ikke meget mere end PET.

"Jeg kan bekræfte, at vi har en sag vedrørende straffelovens paragraf 108," siger hun.

"Men mere kan jeg ikke sige, for vi vil bede om, at sagen kommer til at køre for lukkede døre," fortsætter statsadvokaten.

Ifølge Weekendavisen fredag er den 49-årige professor fra Københavns Universitet, Timo Kivimäki mistænkt for at have hjulpet russiske spioner i Danmark.

Timo Kivimäki er ifølge avisen anklager for under møder med i alt fire russiske agenter har leveret sikkerhedspolitiske vurderinger og informationer, som har været af interesse for den russiske efterretningstjeneste.

Han skulle endvidere have udleveret navne og oplysninger om personer i Danmark, som efterretningstjenesten kunne være interesseret i.

Kivimäki nægter sig skyldig i alle anklager.

"Russerne, jeg mødtes med, var efter min opfattelse almindelige diplomater fra ambassaden, og jeg har derfor ikke hjulpet efterretningsagenter," siger han til Weekendavisen.