Krimi

Kivimäki: Globalt anerkendt fredsforsker

Den 49-årige finske professor ved Københavns Universitet Timo Kivimäki er tiltalt for spionage mod Danmark efter Straffelovens paragraf 108, også kaldet "den milde spionparagraf".

Timo Kivimäki er - ud over sit professorat ved Statskundskab på KU - også formand for bestyrelsen i Calx Proclivia. Et selskab som ifølge hjemmesiden rådgiver regeringer, statslige organisationer, ngo'er og stridende parter i forhold til konflikthåndtering.

Timo Kivimäki er specialist i fred og konflikt i Sydøst- og Østasien. Han er forfatter til 50 bøger og omfangsrige rapporter og næsten 150 videnskabelige artikler om konflikt og fred.

Kivimäki var medinitiativtager til fredsprocessen I West Kalimantan og rådgiver for den daværende finske præsident Martti Ahtisaari under Aceh-fredsforhandlingerne, der blandt andet var medvirkende årsag til at Ahtisaari i 2008 fik Nobels Fredspris.

Journalist Poul Pilgaard Johnsen fra Weekendavisen, der bringer afsløringen af spionsagen i fredagens avis, betegner Timo Kivimäki som en globalt anerkendt fredsforsker.

På Calx Proclivias hjemmeside oplyses det desuden, at Kivimäki i øjeblikket er på orlov fra sit professorat på Københavns universitet.

Universitetet har ingen kommentarer til, at Timo Kivimäki er blevet tiltalt for spionage og for at have hjulpet den russiske efterretningstjeneste.