Krimi

Amagermanden skal i retten igen

Han fik livstid, da han blev dømt for to drab og flere voldtægter. Men nu skal Amagermanden - Marcel Lychau Hansen - igen for retten.

Københavns Politi har rejst tiltale mod ham for medvirken til forsøg på voldtægt.

Til gengæld bliver der ikke rejst tiltale mod sønnen i forbindelse med dna-komplottet, hvor amagermandens sæd blev smuglet ud af fængslet.

"Vi kan jo ikke bevise, om han ville gøre det. Eller hvor langt han ville komme med forsøget," siger anklager Maria Cingari.

Hos sønnen i Nordsjælland blev der fundet små gummitutter med farens sæd, som er blevet smuglet ud af Vestre Fængsel.

Tanken med dna-materialet var, at sønnen skulle plante sæden, så faren selv kunne blive frifundet.

Marcel Lychau Hansen har ifølge den nye tiltale forsøgt at få sin ældste søn til at udføre grov kriminalitet. Det skriver bt.dk efter at have fået aktindsigt i tiltalen.

"Hvis du slår en eller anden ned og bruger mit dna, så kommer jeg ud, det er helt sikkert," står der i et brev, der ifølge politiets grafologer er skrevet af Amagermanden selv. Et brev, der kom frem, mens retssagen mod Amagermanden kørte på sit højeste, og som ifølge politiets tiltale er smuglet ud fra Amagermandens fængselscelle.

Et andet brev opfordrer sønnen til at handle omgående:

"Min dreng, det er lige nu, du skal slå til. Elsker dig, og der er alt at vinde denne gang, så prøv at gøre alt, som står i din magt," står der, ifølge anklageskriftet.

Politiet: Opfordrede sønnen til voldtægt

Amagermanden blev oprindeligt sigtet for at have opfordret sønnen til grov vold. Noget, som politiet nu mener i virkeligheden skulle have været en voldtægt.

Sagen begyndte, da politiet den 16. december 2011 konfiskerede en samling gummidutter fyldt med sæd i Marcel Lychau Hansens 24-årige søns hjem.

Ransagningen blev udført, efter Amagermandens ældste søns kæreste den 15. december gik til politiet med en lille gummidut og nogle breve, hun havde fundet blandt sin kærestes ting.

I alt fandt politiet 10 breve, som Amagermanden ligesom sæden havde smuglet ud af fængslet.

Ingen tiltale mod sønnen

Amagermandens søn har ligeledes været sigtet i sagen, men ifølge Københavns Politi vil der ikke blive rejst tiltale.

Han har forklaret, at sæden og brevene er hans egne, og at han bare ville teste sin kærestes loyalitet. Det er dog endnu ikke afgjort, hvordan politiet vil forholde sig til en større smykkesamling, som ligeledes blev fundet i sønnens hjem. En smykkesamling, der blev stjålet under den firedobbelte voldtægt på Ingolfs Allé i 1995, som Marcel Lychau Hansen er dømt for.

"Han erkender hæleri, men han benægter, at han har fået smykkerne af sin far. Han fortæller, at han har købt dem et andet sted, og det er vi nu ved at undersøge nærmere," siger Jens Møller fra Københavns Politi.

Det er endnu ikke fastsat, hvornår den nye sag mod Amagermanden begynder.