Krimi

Kaptajn havde 24 tomme øldåser

Den russiske kaptajn, der i går sejlede det maltesiske tankskib Terry på grund på en sandbanke i Øresund nord for Kastrup, er blevet varetægtsfængslet i fem dage. Politiet siger, at mandens promille blev målt til 2,18 i en udåndingstest. Resultatet af blodprøven forelå dog ikke til retsmødet i Københavns Dommervagt, så dommeren valgte derfor kun at fængsle kaptajnen i fem dage.

Kaptajnen forstod ingenting. Han forklarede, at han kun havde drukket et glas vin dagen i forvejen, og at han ikke havde rørt alkohol på ulykkesdagen.Da han sejlede ud fra Københavns Havn tog han blot fejl af to fyr og lavede en forkert manøvre. Derfor gik det galt.

Fandt tomme øldåser

Politiet har dog en anden forklaring. Da de træf kaptajnen i hans kahyt stank han tydeligt af spiritus. Desuden fandt man 24 tomme øldåser og to tomme vinkartoner. Kaptajnen havde røde øjne.

Politiet vurderede, at han var så fuld, at han ikke kunne transporteres ned ad skibets side via stigen. Derfor kom en læge ud på skibet for at tage blodprøven.

Både kaptajnen og hans forsvarer protesterede mod fængslingen. Der sidder nemlig nu 22 mand ude på skibet som ikke ved, hvad de skal gøre. Styrmanden er meget uerfaren.

Tankskibet, der var på vej mod Riga, formodes ikke at have taget skade. Der kommer formentligt til at ligge på sandbanken et par dage endnu, før det slæbes fri.