Krimi

Amagermandens søn nægter sædplan

Københavns politi havde i går Amagermanden, Marcel Lychau Hansens, søn til afhøring.

Han forklarede, at han selv havde fremstillet de ni gummidutter, som politiet fandt ved en ransagning af hans bopæl i december sidste år. Dna-tests har efterfølgende vist, at det med størst mulig sandsynlighed er sædvædske i gummidutteren, der stammer fra Amagermanden. På syv af gummidutterne har man også fundet dna udenpå, der med størst mulig sandsynlighed matcher Marcel Lychau Hansens søns dna.

"Sønnen siger, at det ikke er hans fars sæd, men at han selv har fremstillet de ni gummidutter," forklarer Jens Møller, chef for personlig farlig kriminalitet ved Københavns Politi til tv2.dk.

Har øvet sig i fars håndskrift

Desuden fandt man 10 breve hjemme hos sønnen som politiet mener, Marcel Lychau Hansen har sendt fra fængslet. Undersøgelser viser, at brevene med stor sandsynlighed er skrevet af den livstidsdømte amagermand.

Men sønnnen afviser, at brevene er fra hans far. Han har forklaret, at han har øvet sig i sin fars håndskrift.

Politiet fandt også flere smykker under ransagningen, der er identiske med nogle af de smykker, der blev stjålet under voldtægten på fire kvinder på Ingolfs Alle i 1995. Her har sønnen erkendt, men forklaret, at smykkerne er købt et andet sted.

Sønnen er sigtet for hæleri og bevisforvanskelse. Det er nu op til anklageren ved Københavns Politi at vurdere, om han skal tiltales for begge forhold. Sønnen slipper dog sandsynligvis for at blive tiltalt for bevisforvanskelse.