Krimi

Dommens dag for Amagermanden

Når klokkerne slår 10 i formiddag vil en dommer i Københavns Byret udmåle straffen over Marcel Lychau Hansen - bedre kendt som Amagermanden.

Allerede mandag blev det slået fast, at den 46-årige mand er den værste serieforbryder, som Danmark har været udsat for i nyere tid, da nævningetinget fandt ham skyldig i to drab og seks voldtægter.

Politiet fik hul på sagen i forbindelse med en voldtægt i Haveforeningen Stjernelund på Amager den 25. september sidste år.

Her fandt politiet efterfølgende et kondom, som gerningsmanden enten havde tabt eller i overmod kastet fra sig.

Marcel Lychau Hansen er kendt skyldig i to drab og seks tilfælde af sexovergreb. Torsdag fik han livstid

Klokken 10 i formiddag afsiger Københavns Byret dom over Marcel Lychau Hansen, der risikerer fængsel på livstid. Mandag blev han fundet skyldig i følgende forbrydelser:

* 16. februar 1987 blev den 73-årige Edith Louise Andrup stranguleret i sit hjem i Valby i København. Byretten finder det bevist, at Marcel Lychau Hansen begik drabet og stjal smykker fra kvinden, før han forsøgte at slette sporene ved at sætte ild på lejligheden. Derfor dømmes han ikke kun for drab og røveri, men også for forsøg på brandstiftelse, der kunne bringe andres liv i fare.

* I august 1990 blev den 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen kværket i Fasanskoven på Amager. Et flertal af dommere og nævninge finder Marcel Lychau Hansen skyldig i drab og for groft voldtægtslignende sexovergreb. Kun en nævning ville dømme ham for fuldbyrdet voldtægt.

* 19. oktober 1995 trængte en mand ind i en villa på Ingolfs Allé på Amager, hvor han voldtog to piger på 14 år, en 15-årig pige og en 23-årig kvinde. Efter at have truet sig til smykker for cirka 75.000 kroner og et dankort efterlod han de fire bagbundet i kælderen. Marcel Lychau Hansen dømmes for røveri, grov voldtægt og voldtægtslignende sexovergreb, herunder mod børn under 15 år.

* 3. maj 2005 blev en 24-årig kvinde overfaldet og krænket i sit værelse på Amagerkollegiet. Marcel Lychau Hansen dømmes for forsøg på grov voldtægt og for groft voldtægtslignende sexovergreb.

* 25. september 2010 blev en 17-årig pige overfaldet i en kolonihaveforening på Kongelundsvej på Amager. Hun blev slået og truet med kniv, hvorefter gerningsmanden gennem mere end halvanden time voldtog hende to gange og tvang hende til andre former for sex. Marcel Lychau Hansen dømmes for voldtægt, anden kønslig omgængelse og røveri.

Kræver livsvarigt fængsel

Analyser af dna-sporene viste, at gerningsmanden stod bag en stribe grove forbrydelser, og den 12. november blev Marcel Lychau Hansen anholdt.

Sagens anklager Anne Birgitte Stürup kræver den 46-årige idømt livsvarigt fængsel, mens han forsvarer, Jacob Lund Poulsen, mener, at 16 års fængsel vil være passende.

Meget tyder dog på, at retten i formiddag vil følge anklagerens krav om fængsel på livstid til Amagermanden.

I forbindelse med en anden sag fastslog Højesteret nemlig for nogle år siden, at udgangspunktet er fængsel på livstid, når en person har begået to drab ved forskellige lejligheder og uden nogen indbyrdes forbindelse.

Sigtet for at ville smugle sæd

Men med torsdagens dom er sagen ikke slut. Tidligere på ugen kom det frem, at Amagermanden er sigtet for at forsøge at smugle biologiske spor - formentlig sæd - til en medsammensvoren udenfor fængslet.

Manden udenfor fængslet skulle så overfalde en kvinde og plante dna-sporet på hende. Dermed ville Amagermanden tilsyneladende have ret i sin påstand om, at gerningsmanden var en anden person, med samme dna som ham.

Søn kan være indblandet

Den anden sigtede i sagen er ifølge flere medier Amagermandens ældste søn, men politiet har hidtil ikke villet oplyse meget om den nye sigtelse.

Først når Marcel Lychau Hansen i formiddag har fået sin straf, vil politiet give "faktuelle oplysninger om sigtelserne og efterforskningen", som det hedder i en pressemeddelelse, der blev udsendt onsdag eftermiddag om de falske beviser.