Krimi

Svigerdatter under politibeskyttelse

Det var Amagermandens ældste søns kæreste, der meldte forsøget på bevismanipulation til politiet. Den oplysning er nu kommet ud i offentligheden, og det har fået politiet til at tage kvinden under særlig politibeskyttelse. Det erfarer TV 2 Nyhederne.

Det vides ikke, hvem svigerdatteren skal beskyttes imod. Det vides dog, at den ældste søn er blevet sigtet i sagen, men hans rolle er fortsat ukendt. De to har netop fået et barn sammen.

Amagermanden, der bærer det borgerlige navn Marcel Lychau Hansen, er sigtet for at have forsøgt at smugle sin sæd og sit hår ud af Vestre Fængsel. Tanken var tilsyneladende, at hans dna skulle plantes i forbindelse med et overfald på en kvinde. Overfaldet og dna'en skulle så bevise, at han alligevel var uskyldig i to drab og syv voldtægter.