Krimi

Amagermands søn sigtet i dna-sag

Det var Marcel Lychau Hansens ældste søn, som modtog flere breve med dna-materiale fra Vestre Fængsel fra sin far, den såkaldte Amagermand. Sådan lyder det i hvert fald i sigtelsen i sagen, erfarer TV 2 Nyhederne.

Sønnen er sigtet, men han har endnu ikke været i grundlovsforhør og er heller ikke blevet varetægtsfængslet.

Den ældste søn, som sammen med sin lillebror har siddet med under samtlige retsmøder i Københavns byret, har fået en beskikket forsvarsadvokat.

Konvolutter med dna i cellen

Marcel Lychau Hansen selv er sigtet for at have forsøgt at plante falske beviser ved at få smuglet noget af sit eget dna ud af fængslet.

Og ifølge TV 2's oplysninger blev der ved en ransagning i fredags fundet flere konvolutter med dna-materiale i mandens celle.

Udsmuglingen er sandsynligvis foregået ved, at han har givet biologisk materiale til en medfange.

Medfangen må enten - i modsætning til Marcel Lychau Hansen - have haft ret til at få besøg, og dermed kunne personen give materialet videre til en gæst.

Eller også har fangen på anden måde fået formidlet dna'et videre til Marcel Lychau Hansen søn.

Skulle overfalde et nyt offer

Politiet mener, at det var planen, at der skulle udføres et nyt overgreb på en kvinde - og i den forbindelse skulle dna'et placeres.

Hvis alt gik som planlagt ville det muligvis kunne få Marcel Lychau Hansens sag om to mord og syv voldtægter til at smuldre.