Krimi

Skyldig: Marcels ofre græd i retten

Den 46-årige Marcel Lychaus Hansens ofre græd i retten, da skyldig-kendelsen blev læst op i retten i dag.

Amagermanden, Marcel Lychau Hansen, blev kendt skyldig i seks ud af syv anklagepunkter. Kun et forhold om et seksuelt overgreb begået i Vangede, blev han frifundet for.

TV 2's reporter Janni Pedersen var til stede i retten, da kendelsen blev læst op. Hun fortæller, at det var en meget følelsesladet og fortættet stemning, som var i retten.

"De fire piger, som blev voldtaget i et hus på Ingolf Allé var alle til stede i retten. Den ældste, en kvinde som på gerningstidspunktet var 24 år, stod i retten med ansigtet dækket af et tørklæde, mens en anden kvinde holdt om hende bagfra. Alle kvinderne begyndte at græde," fortæller Janni Pedersen.

Marcel Lychau Pedersen selv tog sig til hovedet og kiggede væk, da kendelsen blev læst op. Også hans familie var mødt op i retten til kendelsen.