Krimi

Spædbarn fundet i pose i Maribo

Et nyfødt spædbarn, som var levende men meget afkølet, blev i dag fundet efterladt i en pose i Maribo.

Barnet blev fundet klokken 09.49 af en kvinde, der var ude for at lufte sin hun.d Den lille dreng lå bag en transformator på stien ved cykeltunnelen, der fører under Østre Landevej mod Blæsenborgskolen.

Kvindens hund viste interesse for en bærepose fra Rema 1000, som viste sig at indeholde barnet, der var svøbt i et tæppe.

Kun en time gammel

Spædbarnet er en dreng, der på findetidspunktet var cirka en time gammel.

Barnet, der var stærkt afkølet, men i live, er indlagt på sygehuset.

"Vi håber på, at han overlever, men det ved vi ikke endnu," siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til tv2.dk.

Håber moderen kan få hjælp

Den umiddelbare vurdering er, at der er tale om en ulykkelig hændelse, hvor barnet er blevet efterladt umiddelbart efter fødslen, mener politiet, som efterlyser personer, der har oplysninger om det fundne spædbarn.

"Dels har vi sikret nogle spor, og vi er i gang med at tale med folk, som kan have kendskab til om der er nogen i området, som kan have født et barn i dag," siger Søren Ravn-Nielsen, som tilføjer, at politiet blandt andet er i færd med at stemme dørklokker og tale med sundhedspersonale.

"Vi håber, at vi hurtigt kan finde frem til moderen, så hun kan få den hjælp, som hun har brug for."

Søren Ravn-Nielsen kan endnu ikke oplyse, hvad en eventuel sigtelse vil lyde på, da det afhænger af, hvad hensigten med at efterlade spædbarnet har været.