Tommy Kamp tiltales for bedrageri
Tommy Kamp risikerer at blive straffet i den meget omtalte sag om Café Vanilla på torvet midt i Køge. Her har han spist og drukket gratis gennem flere år, påstår politiet.
Den socialdemokratiske lokalpolitiker er især blevet landskendt på grund af sit nære venskab med Henrik Sass Larsen, der blev vraget som ministerkandidat, da Helle Thorning-Schmidt skulle danne regering.
Men nu rejser anklagemyndigheden altså straffesag om bedrageri mod Tommy Kamp.
Det skyldes hans nære forhold til de to ejere af cafeen.
Begge mænd var meget ivrige for at få en kommunal tilladelse til udendørs servering - og de har selv fortalt, at de bestak Tommy Kamp med gratis mad i forsøget på at opnå tilladelsen.
Startede selv balladen
Hos Midt- og Vestsjællands Politi vil chefanklager Karin Thostrup ikke sige, hvilken lokalpolitiker sagen drejer sig om.
"Efter de oplysninger anklagemyndigheden er kommet i besiddelse af, har lokalpolitikeren fået gratis mad og drikke, og der er givet flere gaver over en flerårig periode," siger Karin Thostrup.
Efter at have efterforsket den usædvanlige sag har politiet også rejst tiltale mod de to cafe-ejere.
Det var dem selv, der startede balladen ved at gå til politiet med anmeldelsen mod Tommy Kamp.
Tager fire dage at endevende sag
Bedrageriet er ifølge politiet sket ved, at Kamp har ladet restauratørerne tro, at han havde magt over kommunens beslutning om udeservering.
Men det var forkert. Han havde ikke "bestemmende indflydelse" på Køge Kommunes beslutning, lyder det fra politiet.
En dommer og to domsmænd i Roskilde kommer til at afgøre, om de tre er skyldige.
Det vil tage fire dage at endevende sagen, oplyser politiet.