Kamp: Det var gaver mellem venner

Det er overhovedet ikke strafbart, at Tommy Kamp har fået en racercykel, en mobiltelefon og flere andre ting fra to café-ejere i Køge.

"Min klient nægter sig skyldig og ser frem til at få rettens afgørelse," siger advokat Henrik Stagetorn, der forsvarer den tidligere S-formand.

"De havde et nært venskab i en periode," siger advokaten om Kamp og de to café-ejere, Murat Kitir og Ertugrul Karahan.

"Man har givet hinanden gaver, og det er gået begge veje. Der er gået ting fra ham til dem og omvendt," siger Henrik Stagetorn.

Kamp er håndværker

Advokaten nævner, at Tommy Kamp er håndværker, og det er blandt andet hans evner i den retning, som vennerne Kitir og Karahan har nydt godt af.

For nylig annoncerede Kamp, at han ville slå sig ned i Sydeuropa for at hjælpe sin søn med dennes karriere som cykelrytter.

Men forsvareren er sikker på, at Kamp vil møde op ved den forestående retssag i Retten i Roskilde.

Anklagemyndigheden har bedt om fire dage til at udrede sagen, og Henrik Stagetorn håber, at dagene kan findes i februar eller marts.

Ført bag lyset

Ud over tøj, en racercykel, en rejse til Tyrkiet og andre ting beskyldes Kamp for i løbet af fire år jævnligt at have ladet sig bespise af de to mænd.

Dermed blev de ført bag lyset, fordi han lod dem blive i den tro, at han havde magt til at bestemme, om de fik en eftertragtet bevilling til udeservering på Køge Torv.

Det er denne påstand, anklagen bygger på. Og som Tommy Kamp altså lodret afviser.