Højrenationale på besøg i Gullestrup

Midt- og Vestjyllands Politi har nu ikke kun travlt med at opklare en voldtægt på en kun 10-årig pige. Politiet har nu også måttet sætte ekstra patruljer ind i Gullestrup, fordi den højrenationale gruppering, Danish Defence League, har meldt sin ankomst i Gullestrup, hvor voldtægten fandt sted, skriver jp.dk.
"Det er korrekt, at vi skærpede patruljeringen i Gullestrup i går. Vi havde fået et tip om, at en gruppe fra Danish Defence League var på vej til Gullestrup. I løbet af aftenen fik vi en melding om, at en større gruppe på ca. 20 mand var set i Herning Midtby. Ingen af vore patruljer fik dog øje på dem," siger vagtchef Lars Evens til jp.dk.
Selv om politiet ikke så nogle af medlemmerne i byen i går, vidner foreningens Facebookprofil om et besøg i byen.
"Danish Defence League dukkede op i Herning og Gullestrup Torsdag d. 24.11.2011. Anti sharia mærker blev sat op overalt i ghettoen i Gullestrup. Stærkt arbejde af vores jyske divisioner," skriver foreningen på sin profil.
Danish Defence League er angiveligt på stikkerne, fordi gerningsmanden til voldtægten, som fandt sted i sidste weekend, beskrives som en afrikansk udseende mand på omkring 16-18 år.
Politiet i Gullestrup opretholder den ekstra patruljering weekenden over.
Efterforskningen af voldtægten foregår stadig.
"Vi har desværre intet nyt," siger efterforskningsleder Michael Kjeldgaard til TV2.dk.