Krimi

Kan have foto af mand der voldtog 10-årig

Politiet har muligvis billeder af den unge mand, der mistænkes for den grove voldtægt af en 10-årig pige i Gullestrup ved Herning.

I forbindelse med en sag om forsøg på voldtægt af en 19-årig kvinde natten til 31. juli i Herning, lykkedes det nemlig politiet at fremskaffe overvågningsbilleder af den mistænkte fra et kamera i Bredgade.

Den unge mand blev aldrig identificeret og anholdt, og politiet undersøger nu, om det kan være den samme gerningsmand.

"Vi interesserer os for den sag og for et andet voldtægtsforsøg i Herning, fordi der er nogle sammenfald i signalement og i den måde overgrebene er udført på."

"Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er den samme mand," siger efterforskningsleder Michael Kjeldgaard.

Alle blev truet med kniv

Han vil ikke uddybe, hvilke metodiske sammenfald, der er i overgrebene, men erkender, at det er et element, at voldtægtsforbryderen i alle tre sager slæbte pigerne afsides og truede med kniv.

Oplysningen om overvågningsbillederne af den mulige gerningsmand til overgrebet i juli stammer fra lokalpolitiet i Herning, der meldte det ud i starten af september.

Vil ikke komme med detaljer

I dag vil Michael Kjeldgaard dog ikke oplyse, om der er billedmateriale fra hverken sagen fra juli eller det andet voldtægtsforsøg, der gik ud over en 18-årig kvinde i oktober.

"Jeg ved godt, om der er billeder eller ej, men jeg vil ikke komme ind på detaljer omkring den enkelte efterforskning," siger han.

Gav detaljeret signalement

Borgerne i Gullestrup var tirsdag aften samlet til et fællesmøde efter overfaldet på to små piger, hvoraf den 10-årige blev voldtaget.

På mødet forklarede familiemedlemmer til offeret, at pigen havde været i stand til at give et særdeles detaljeret signalement af den 16-18-årige gerningsmand af afrikansk - muligvis somalisk - udseende.