Krimi

Får natteravne efter voldtægtssag

Indbyggerne i Gullestrup ønsker nu at oprette et hold med natteravne efter voldtægten af en 10-årig i et skovstykke i området.

Natteravne består af frivillige voksne - i gule jakker - som går ture i lokalområdet for at skabe tryghed og hjælpe udsatte børn og unge

"Vi har et opstartsmøde på mandag. Vi skal lige have lagt de sidste detaljer, men mødet bliver den 28. november," siger Leif Christiansen, som er chefkonsulent ved Natteravnenes landssekretariat.

Klar motivation

Ved et borgermøde i Gullestrup i går kom det frem, at man ønskede at få natteravne i byen igen.

Der har tidligere været en gruppe med de gulklædte hjælpere i byen, men den blev nedlagt.

Nu er indbyggerne altså klar igen, fortæller vicepolitiinspektør Karsten Hansen, som var med til gårsdagens møde.

"Der var tydeligvis motivation til stede. Der var flere, som tidligere har været natteravne, men som er stoppet, der viste interesse," siger vicepolitiinspektøren fra lokalpolitiet i Herning.

Voldtægten fandt sted lørdag aften, hvor gerningsmanden henvendte sig til to piger på en legeplads i Gullestrup.

Han tvang dem ind i et skovstykke, hvor den 10-årige pige blev voldtaget - den anden pige, som er ni år gammel, nåede at stikke af.