Krimi

Barnemorder føler dyb skam og anger

En pædagog fra Hamburg, der har dræbt tre drenge, én af dem i Jylland, siger i en erklæring til de tyske retsmyndigheder, at han er forfærdet over sine gerninger.

"Jeg føler dyb skam og anger," skriver han videre i erklæringen, som hans forsvarere ifølge nyhedsbureauet dpa læste op for retten i den nordtyske by Stade.

Én af de dræbte drenge, den 8-årige Dennis Rostel, blev fundet misbrugt og nedgravet i en sandbanke i Vinderup ved Holstebro i august 1995, efter at han få uger tidligere var forsvundet fra en teltlejr i nærheden af Slesvig.

Bliver kaldt "maskemanden"

Ud over drabet i Danmark har "maskemanden", som han beskrives i tyske medier, tilstået drabene på den 13-årige Stefan Jahr i 1992 og på den 9-årige Dennis Klein i 2001.

I 1998 anholdt politiet en belgisk mand i sagen om drab på og seksuelt misbrug af Dennis Rostel i Jylland. Manden arbejdede i den sommerlejr, som drengen deltog i, da han forsvandt.

Efter et par måneders varetægtsfængsling valgte en dommer at løslade belgieren på grund af for svage indicier.

Kunne ikke finde beviser

I 2007 blev det tyske politi opmærksom på den mand, der nu har tilstået ikke blot de tre drab, men også andre tilfælde af seksuelle overgreb.

Men dengang var efterforskningsgruppen, der blev døbt Specialkommission Dennis, ikke i stand til at finde beviser, der kunne fælde manden.

Den tyske tv-station NDR har tidligere afsløret, at "maskemanden" kunne have været anholdt langt tidligere end sidste år.

Men dårligt politiarbejde havde delvist ødelagt bevismaterialet i andre misbrugssager, der langt tidligere kunne have ført politiet på sporet af drabsmanden.