Krimi

Bortført dansk syvårig er fundet

Hollandsk politi har nu - på baggrund af en europæisk arrestordre - anholdt en somaliskfødt kvinde, som i juni bortførte sin søn i Danmark.

I fredags blev kvinden anholdt i en flygtningelejr i Baexem på grænsen mellem Holland og Belgien.

Hendes to børn er sikret og overdraget til de hollandske sociale myndigheder.

En af dem er den syvårige dreng, som skulle have været afleveret tilbage til sin far den 4. juni klokken 14.

Han blev meldt bortført, og er altså nu - mere end fire måneder senere - blevet fundet.

Den anden dreng er halvbror til den syvårige - og her har den anholdte kvinde forældremyndigheden.

Hjemsendelsessag er i gang

Kvinden vil blive fremstillet for en hollandsk domstol i løbet af tirsdag.

Via Rigspolitiet og Europol er der allerede iværksat de nødvendige tiltag, så den anholdte kan udleveres til Danmark i forbindelse med retsforfølgning.

"Det er en grov forbrydelse og strafferammen går op til 12 år," oplyser vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard.

Samtidig er der indledt en hjemsendelsessag vedrørende de to børn, oplyser politiet.

Børn har det godt

Begge børn har det efter omstændighederne godt, oplyser Michael Kjeldgaard.

"Det kan ikke være rart for børn at sidde et sted uden sin far eller mor og hvor man ikke kan forstå sproget - men politiet i Holland har oplyst, at de har det godt," siger han til tv2.dk.

Den syvårige vil hurtigst muligt komme hjem til Danmark.

"Det ser hans far utroligt meget frem til."

Tre mænd løsladt

For nylig blev tre mænd varetægtsfængslet af en dommer i Viborg for at have hjulpet moren.

"De vil nu blive løsladt, men sigtelsen mod dem opretholdes," siger Michael Kjeldgaard.