Krimi

Sandberg får knap 12 års fængsel

Hells Angels-rockeren Brian Sandberg kan se frem en årrække bag tremmer.

Byretten idømte ham i dag fængsel i 11 år og 10 måneder for at beordre et skyderi på Nørrebro.

Sagens øvrige 14 rockere blev idømt straffe fra fængsel i 15 år og tre måneder til to år og ni måneder.

Anklagemyndigheden havde krævet fængsel på livstid til tre af mændene, men retten mente altså ikke, at en så lang straf var passende.

Samlet var 16 mænd fra Hells Angels-miljøet på anklagebænken, da sagen startede i marts, men én af de fuldgyldige Hells Angels-rockere blev i sidste uge frifundet og er løsladt.

Rocker fortalte om de andre

De 15 resterende er i den historisk omfattende sag dømt for tilsammen at stå bag seks drabsforsøg i bandekrigen i 2009 samt et voldsomt kølleoverfald og en kælder fuld af våben og sprængstof i Gentofte.

Ingen af rockernes ofre døde i denne sag, men flere af dem lever i dag med svære mén efter skyderierne.

Heriblandt er en nu 20-årig mand, der blev skudt ned i en kiosk på Vesterbro af en autolakerer fra Hells Angels-afdelingen på Østerbro i København.

Offeret fik efter skyderiet bortamputeret sit ene ben, mens autolakeren blev anholdt og endte med at angive sine mange medsammensvorne i rockermiljøet.

Autolakeren var i rockerkredse kendt som 'malerpsykopaten' og har som hovedvidne i sagen været den afgørende faktor for at få Brian Sandberg og hans kumpaner dømt.

Hans detaljerede vidneudsagn kunne dog ifølge retten ikke stå alene, og derfor er rockerne frifundet i en række af sagens forhold, der ikke har kunnet støttes af andet end 'malerpsykopatens' vidneudsagn.

Den afhoppede rockers vidneudsagn har ifølge politiet gjort, at hans liv nu er i fare, og han afsoner derfor sin egen dom på et hemmeligt sted.

Sådan blev de dømt. Straffene dækker både straf og tillægsstraf for tidligere domme:

Danny Olsson: 15 år og 3 måneder

Martin Per Hiltoft: 11 år og 2 måneder

Daniel Poulsen: 12 år og 2 måneder

Tobias Max Larsen: 2 år og 9 måneder

Johan Johnsøn Frederiksen: 9 år

Dan Nygaard Lerche Poulsen:7 år

David Nielsen: 7 år

Jon Erik Sturluson

: 4 år og 6 måneder

Brian Sandberg: 11 år og 10 måneder

Dennis Brothagen: 13 år

Jimmi Dige Bach: 9 år

Nick Leon Hansen: 15 år

Lars Christian Dencker Krogh: 8 år

Brian Engberg Larsen: 7 år

Mads Henrik Petersen: 3 år