Krimi

Anklager tilfreds med rockerdomme

135 års og otte måneders fængsel - den straf skal 15 Hells Angels-rockere nu dele, efter de er blevet kendt skyldige og idømt deres fængselstid ved Retten i Glostrup.

"Jeg synes vi har fået nogle markant høje straffe udmålt i dag i denne her sag - og det har vi sådan set over hele linjen, og det er jeg ganske godt tilfreds med," siger anklager Charlotte Alsing Juul til TV 2 News. 11 af rockerne har allerede anket deres domme - og flere af forsvarerne mener, at kronvidnet i sagen er utroværdigt.

"Det er noget, retten vurderer - og retten har i deres afgørelse lagt vældig meget vægt på, hvad han har sagt," siger anklager Charlotte Alsing Juul.

"Så troværdigheden har de jo bedømt ud fra om hans forklaring understøttes af andre beviser i sagen. Og det har den jo i høj grad været - altså understøttet af telefonoplysninger, aflytninger af de tiltaltes telefoner, og andre tekniske beviser."

Anklageren mener, at denne sag har hjulpet politi og anklagere videre i kampen mod det kriminelle rockermiljø.

"Vi har jo fået oplysninger om, hvilken hierarkisk opbygning, der er i Hells Angels - AK81'erne har vi hørt, kun handler efter ordrer fra højerestående i Hells Angels, og det er så oplysninger omkring organisationen, som er nyt for os. Også at HA står for knivstikkeri og vold og skyderier," siger Charlotte Alsing Juul.