Krimi

11 dømte rockere anker på stedet

11 af de dømte rockere fra sagen i Glostrup anker på stedet, mens de fire andre har udbedt sig betænkningstid.

Brian Sandberg er blandt dem, der anker med krav om frifindelse.

De tiltalte fik sammenlagt 135 år og seks måneders fængsel. Den hårdeste straf lød på 15 år og tre måneders fængsel, mens den mildeste var på to år og ni måneders fængsel.

Alle de dømte rockere skal sidde fortsat varetægtsfængslet frem til sagen begynder i landsretten.

I sin afgørelse lagde retten væk på, at Sandberg som ledende medlem af Hells Angels havde haft en stor rolle i etableringen af AK81 og derfor talte med vægt, når han sendte de unge støtter ud for at skyde.

Efter dommen var det en slukøret Brian Sandberg, der blev ført ud af retslokalet.

"Jeg er meget utilfreds, det er da klart," nåede han at råbe til de fremmødte journalister.

Kaldt til samling

Selv om mange rockere er mødt op for at støtte deres 'brødre', så er der ikke meget larm foran retten.

"Der er ganske stille i øjeblikket blandt Hells Angels-rockerne, som er til stede. Jørn Jønke Nielsen, top-rockeren, har lige kaldt til samling," fortæller TV 2's reporter Thorkild Dahl ved Retten i Glostrup til TV 2 News.

Da dommene blev læst op, forholdt de tiltalte og deres kærester og koner sig også stille i retten.

Det er rockerne dømt for

Det er rockerne dømt for.

De fire medlemmer af Hells Angels:

Brian Sandberg (45):Fuldgyldigt medlem. Gav ordre til hævnskyderi ved internetcafé på Nørrebro i København. 11 år og 10 måneder.

Dennis Brodthagen (37):Fuldgyldigt medlem. Gav ordre til hævnskyderi ved internetcafé på Nørrebro. Stod bag våbenlager i Gentofte. 13 år.

Daniel Poulsen (29):Fuldgyldigt medlem. Skød fra en motorcykel en mand i Baggesensgade. Skulle udføre drab på bandelederen 'Lille A' på Nytorv: 12 år og to måneder.

Jimmi Dige Bach (37):Fuldgyldigt medlem. Deltog i kølleoverfald ved Brorsons Kirke. Bidrog ved nedskydning af kioskpasser på Vesterbro. Ni år.

De 11 andre rockere fra HA-miljøet:

Danny Olsson (30):Prospect. Sagens mest aktive med fire af de seks drabsforsøg på samvittigheden. 15 år og tre måneder.

Nick Leon Hansen.Prospect. Deltog i drabsforsøg ved internetcafé, i skyderiet mod kioskpasser og i kølleoverfald ved Brorsons Kirke. 15 år.

Martin Hiltoft (30):Prospect. Skød fra en motorcykel en mand i Gartnergade og ville skyde hashhandler på Hulgårds Plads. 11 år og to måneder.

Johan J. Frederiksen (28):AK81'er. Ringede falsk alarmopkald til politiet forud for skyderi og tog del i planlagt drab på 'Lille A' på Nytorv. Ni år.

Dan Poulsen (33):Prospect eller hangaround. Tog del i planlagt drab på 'Lille A' på Nytorv. Syv år.

David Nielsen (29):HA-status ukendt. Tog del i planlagt drab på "Lille A" på Nytorv. Syv år.

Lars Dencker Krogh (23):AK81'er. Tog del i nedskydning af kioskpasser på Vesterbro. Otte år.

Brian Engberg Larsen (28):HA-status ukendt. Deltog ved mislykket hævnskyderi ved internetcafé på Nørrebro. Syv år.

Jon Erik Sturluson (31):HA-status ukendt. Skulle brænde effekter efter planlagt drab på 'Lille A' på Nytorv. Fire år og seks måneder.

Tobias Max Larsen (23):AK81'er. Ringede falsk alarmopkald til politiet forud for skyderi. To år og ni måneder.

Mads Henrik Petersen (24):Prospect. Stod bag våbenlager i Gentofte. Tre år.

Derudover er et fuldgyldigt medlem frifundet i sagen.