Krimi

Rockere risikerer 200 års fængsel

I dag afgøres Danmarkshistoriens største rockersag ved retten i Glostrup.

Her står fire rockere fra Hells Angels og 12 mænd fra støttegruppen AK81 tiltalt. Tilsammen risikerer de over 200 år i fængsel.

Toprockeren Brian Sandberg er en af de 16 personer fra rockermiljøet, der i dag får at vide, om de er kendt skyldige eller uskyldige i anklagerne der omfatter seks drabsforsøg, og et voldsomt overfald.

To af mændene er desuden tiltalt for at stå bag et våbenlager og en fjernbetjent bombe i et kælderrum i Gentofte i en helt exceptionel sag.

Er kronvidnet troværdigt?

Politiets stærkeste kort i sagen er et tidligere medlem af Hells Angels støttegruppen AK81, der har vidnet mod sine gamle 'brødre'.

"Det er helt klart at kronvidnet, han har virket meget, meget stærkt i retten - til gengæld har forsvarerne også sagt, at han virker utroværdig, fordi han selv er en af dem, der har været med til drabsforsøg og han er selv idømt 12 års fængsel," siger TV 2's reporter Thorkild Dahl, som følger sagen.

"Han har fået rabat, fordi han har snakket med politiet - og derfor har forsvarer på forsvarer sagt, at man ikke kan tro på ham."

En vigtig sag

Sagen er både vigtig for de tiltalte og for anklagemyndigheden.

De tiltalte får i dag at vide, om de kan forlade retten som frie mænd, eller om de kan få op til livstid bag tremmer.

Og for anklagemyndigheden er det afgørende, at mændene bliver kendt skyldige.

"Så har de fået slået hul på det kriminelle rockermiljø," siger Thorkild Dahl.

I dag skal retten tage stilling til, om mændene er skyldige eller ej - senere skal der tages stilling til, hvilken dom de tiltalte skal have, hvis de bliver kendt skyldige i dag.