Krimi

To anholdt i sag om bandedrab

Politiet har onsdag foretaget to nye anholdelser i sagen om et bandedrab i Husum i marts.

Først anholdt betjentene en 20-årig mand, og nogle timer senere kom turen til en 18-årig kvinde.

Manden sigtes for medvirken til drabet på Mahad Abdulqadir Abdi i marts, oplyser politikommissær Knud Hvass fra Københavns Politi.

Sent om aftenen 10. marts på Gadelandet blev der affyret mindst 25 skud mod Abdi og tre af hans venner.

De to af dem blev såret, mens den tredje undgik at blive ramt.

Sigtes for drab og drabsforsøg

Politiet mener, at personer fra den såkaldte Værebro-gruppe var involveret i både dette og et andet drab begået tre dage senere i Blågårdsgade.

I slutningen af august blev en 19-årig mand fra dette miljø varetægtsfængslet for at have medvirket til drabet på Abdi, der var elev på uddannelsescentret CPH West.

Denne mand skal have givet andre et praj om, at Abdi og de øvrige var dukket op, hævder politiet. Derefter kunne skytten i en Audi A6 køre frem til Gadelandet, hvor de mange skud blev affyret klokken 22.30.

Den unge mand nægter sig skyldig, men en dommer har ment, at mistanken er begrundet.

Onsdag kom der så mere skred i sagen med anholdelsen af den 20-årige, der har dansk baggrund.

"Han sigtes også for medvirken til drab og drabsforsøg," siger politikommissær Knud Hvass.

Den unge mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.

Onsdag eftermiddag har politiet ikke afgjort, om det samme skal ske med den anholdte kvinde.