Krimi

Diplomat var bevæbnet i retten

En diplomat fra den tyrkiske ambassade i København havde torsdag medbragt et skydevåben til et retsmøde i byretten i forbindelse med terrorsagen mod den kurdiske tv-station ROJ TV. Det skriver Politiken.

"Det er intet mindre end en skandale. Det her er en terrorsag, som bunder i en blodig konflikt med mange døde kurdere og døde tyrkiske soldater. Derfor er det rædselsfuldt, at nogen kan finde på at sidde bevæbnet i et dansk retslokale," siger Bjørn Elmquist til Politiken.

Han fortæller, at den danskkurdiske mand, som opdagede pistolen, følte sig truet og voldsomt intimideret.

Formanden for Den Danske Dommerforening, landsdommer Mikael Sjöberg, kalder det "meget bekymrende", at diplomaten var bevæbnet i retten, og undrer sig samtidig over, hvad manden skulle bruge skydevåbenet til.

"Det er helt uacceptabelt. Der gælder ikke særlige regler for diplomater. Man må ikke bære våben, og da slet ikke i retslokaler," siger han til Politiken.