Krimi

70--årig tisse--hooligan taler ud

Den 70-årige kvinde Annette Wium fra Vejlby har fået karantæne fra AGF's hjemmebane Aarhus Stadion, efter hun tissede i en skraldespand i pausen af kampen mellem AGF og Kolding den 3. april og efterfølgende lagde sig ud med stadionvagterne.

Kvinden forklarer til Århus Stiftstidende, hun i pausen skulle tisse. Da køen var lang til kvindetoilettet, kunne hun hurtigt se, at blæren ikke ville kunne holde.

Først forsøgte hun at få tilladelse til at forlade stadion for at tisse i naturen. Men så ville vagterne ikke give hende lov til at komme ind igen. I desperation spurgte hun en vagt, om hun så måtte tisse i en skraldespand.

"Ja, gør du det," svarede vagten.

Annette Wium satte sig til rette og lod urinen løbe ned i en mindre skraldespand. Lettet gik hun tilbage mod sin plads, og så brød helvede ellers løs.

Svingede håndtasken

Da hun var på vej tilbage til sin plads, greb et par vagter fat i hende. Hun blev nærmest løftet ud af stadion. Da hun igen blev sat fri ved udgangen, svingede hun sin håndtaske og gav en af vagterne en "ørefigen". Det så vagterne ikke mildt på:

"Så blev jeg trukket udenfor og smidt ned på jorden, hvorefter en vagt satte sit knæ hård i brystet på mig, så jeg ikke kunne trække vejret. Jeg troede, jeg skulle dø," fortæller Annette Wium.

"Jeg var så bange og så vred, at jeg kunne have slået hvem som helst. Også Dronningen," siger Annette Wium, der lider diabetes, gigt og dårlige skuldre.

Kvinden var den aggressive

Kvinden blev smidt ud og fik efterfølgende karantæne fra Aarhus Stadion i et år. Og den står altså ved magt, understreger Driftschef på Aarhus Stadion, Johnny Christensen. Selv om karantæner oftest deles ud til yngre mænd, der giver den som hooligans.

Johnny Christensen mener, at det var Annette Wium, der var den aggressive part i sagen. Han har derfor spurgt sine vagter, om de ville politianmelde kvinden for vold:

"Det ville de ikke. Formentlig fordi der er tale om en ældre dame," siger Johnny Christensen, til Århus Stiftstidende.

Kampen var Annette Wiums første på Aarhus Stadion i 60 år, og det bliver formentlig også den sidste nogensinde.