Krimi

DNA afslører ikke Amagermanden

Det er ikke lykkedes politiet at afsløre, hvorvidt den såkaldte Amagermand står bag en meget brutal voldtægt i Vangede i Nordsjælland i 2007. Efterforskerne har netop fået svar fra en ny dna-undersøgelse, men det har ikke været muligt at lave en sikker profil ud fra materialet, skriver ekstrabladet.dk.

"Der er ikke nok dna-materiale, så konklusionen kan bære en sag. Desværre. Men derfor kan der stadig være andre ting i sagen, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til mediet.

Amagermanden er på nuværende tidspunkt sigtet for to drab og seks voldtægter.

Og da der var ligheder mellem voldtægtssagen fra Vangede og de sager, han er sigtet for, blev det undersøgt, om han kunne være gerningsmand.

Blev næsten kvalt

Overfaldet fandt sted ved kirken i Vangede nord for København. En 47-årig kvinde på vej fra et bryllup blev trukket ind på et grønt område, hvor gerningsmanden tog hendes bælte og spændte det om halsen på hende.

Han strammede til, så hun næsten blev kvalt, mens han tvang hende til oralsex.

Det er spor fra ofret bluse, som er blevet undersøgt i sagen.

Vil tale med kollegaer

Amagermanden er dog ikke udelukket som gerningsmand til voldtægten.

Henning Svendsen vil tale med kollegaer i København, som efterforsker sagen mod Amagermanden, om hvorvidt voldtægtssagen fra 2007 kan kædes sammen med de sager, som Amagermanden er sigtet for.

"Og så tager vi en vurdering sammen med deres jurist om, om vi tror, at det er en sag, der kan løftes, og om vi tror på, at der kan være tale om den samme gerningsmand. Vores muligheder her i Nordsjælland er udtømt," siger Henning Svendsen til ekstrabladet.dk.

Amagermanden nægter sig skyldig i både drab og voldtægter.