Krimi

Dobbeltdrab: Politi kender eneboer

Fyns Politi føler sig overbeviste om, at de kender den rette identitet på den eneboer, der efterlyses for drabet på ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen i Tusindårsskoven i Odense.

Eneboeren er set ved gerningsstedet onsdag aften, hvor parret blev dræbt af adskillige skud.

Politiet har fået op mod 250 henvendelse i sagen og er nu ret sikre på, hvem manden er, og hvor han færdes. Politiet har dog endnu ingen bud på et motiv til de to drab.

"Mange har set en eneboer i området. Hans hår er meget sort og nærmest paryklignende," oplyser vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Henrik Justesen til fyens.dk.

Politiets hunde har fundet mandens "boplads" i skoven.

Ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen har tilsammen fire børn og har levet sammen de sidste 16 år. Hun arbejdede som økonomidirektør på møbelfabrikken Montana, og han var læge på Odense Universitetshospital.

Ægteparret drog onsdag aften ved 18.15-tiden ud på deres sædvanlige aftengåtur i området, men vendte aldrig tilbage. Parrets datter slog alarm torsdag morgen, og parret blev efterfølgende fundet skuddræbt af en hundelufter på en sti i Tusindårsskoven.