Tiltalt rocker vil ikke udtale sig
Lige så glad som en gourmet er for at få fingrene i østers, ligeså glad er politiet for at få fingrene i en rocker. Og lige som østers har det med at klappe i, så har rockere det på samme måde.
I hvert fald i Retten i Glostrup, hvor den store rockersag mod 16 rockere nu kører på tredje dag. For første gang har en af de tiltalte indtaget vidneskranken. Men uden at sige et ord.
"Min klient ønsker ikke at udtale sig," lød det fra den 29-årige mands forsvarer.
Og hun havde ganske ret - den hærdebrede MH, der var iført cowboybukser og sort T-shirt med guldfarvet skrift og med tæt tatoverede arme og nakkeparti, klappede fuldstændig i under afhøringen og lyttede i stedet til anklagemyndighedens afspilning af aflytninger.
Hans eneste kommentar stod tatoveret bag hans højre øre: ACAB - en forkortelse for "All Cops Are Bastards" (alle strømere er nogle røvhuller, red).
to tiltalte skal vidne i dag
Torsdagens program står på afhøring af den 29-årig og en anden tiltalt i sagen, DO, der også er 29 år gammel. De hører til HA-grupperingen i Ishøj syd for København
De to mænd er tiltalt for at have planlagt et drab, som skulle være foregået på Hulgårds Plads i Københavns Nordvestkvarter. Ofret skulle ifølge anklageskriftet være "en person af udenlandsk herkomst, som solgte hash på pladsen".
Drabsforsøget blev ifølge anklagemyndigheden planlagt i forening med politiets guldfugl MFP, der har valgt at sladre om sine tidligere "kollegaer" i rockermiljøet, og hvis liv nu ifølge politiet er i fare.
Skulle flygte i ventende varebil
Det drab, der ifølge anklagemyndigheden skulle være begået den 7. april om eftermiddagen i 2009, blev aldrig til noget.
De to 29-årige mænd skulle angiveligt have planlagt at ankomme på knallerter og skyde deres offer. Derefter skulle de flygte i en ventende varebil med MFP bag rattet. En varebil, som også skulle bruges til bortskaffelse af knallerterne.
Drabsforsøget blev ifølge anklagemyndigheden ikke til noget, da mændene ikke fandt en sådan person, som de ønskede at dræbe på Hulgårds Plads.