Krimi

Politiet bruger rockeres kamera som bevis

Når anklageren i den marathonlange rockerretssag i Glostrup skal forsøge at få dømt flere af de 16 rockere for et drabsforsøg på Vesterbro, så har Hells Angels selv leveret en del af bevismaterialet.

For under en ransagning af rockerborgen på Svanevej sikrede politiets teknikere sig optagelserne fra HA'ernes egne sikkerhedskameraer.

De viser, at en gruppe mænd forlod klubhuset på Svanevej en halv time før det skyderi, der sårede en mand alvorligt i Stationskiosken på Skelbækgade i København.

Anklageren lagde onsdag op til, at teleoplysningerne på de mænd, man ser på billederne, vil udgøre en del af beviserne i sagen om drabsforsøget.

Manden sad i en lænestol med pizza og pomfritter ved sin computer i kioskens baglokale, da gerningsmanden trængte ind og fra døråbningen affyrede syv skud direkte mod ham.

Trods flere skud i både mave og ryg og et stort blodtab lykkedes det lægerne at redde mandens liv. Men han mistede både milten, den ene underben og en del af tarmen.

/ritzau/