Krimi

Motorcykel afslørede attentatplan

Det var tilsyneladende et rent sort uheld, der spolerede Hells Angels' planer om at likvidere en af de markante figurer fra miljøet omkring Blågårds Plads i København. I hvert fald hvis man skal tro politiets teori.

På anden dag af den omfattende rocker-sag i Glostrup gennemgik anklager Lau-ra Birch, hvordan politiet ved et til-fælde kom undervejrs med det planlagte drabsforsøg.

Lille A udset som offer

Den 30. juni 2009 var der planlagt en retssag i Københavns Byret, hvor den mand, der i bandemiljøet er kendt som Store A, skulle vidne.

Formentligt ville hans lillebror, der i samme kredse går under navnet Lille A, møde frem for at hilse på.

Det er ham, som politiet formoder, var det udsete offer. Blandt andet fordi Hells Angels netop havde ham i tankerne, da de offentliggjorde deres Sjakalmanifest, der lægger visse grupper af især indvandrere for had.

Men attentatet gik i vasken, da en politipatrulje i et stræde nær byretten pludseligt blev passeret af en mand på en stjålen motorcykel.

Kun tre numre lagt ind i mobiltelefon

Efter en kort biljagt væltede motorcyklisten nær Kongens Have, så politiet kunne anholde ham.

Men det viste sig hurtigt, at der måske var mere i sagen.

For føreren, der er prøvemedlem i Hells Angels, havde en mobiltelefon på sig, og betjentene undrede sig, da de opdagede, at der kun var tre andre numre lagt ind i mobilen.

De i alt fire telefoner var købt dagen før i Elgiganten, og de havde kun været i kontakt med hinanden på netop den 30. juni.

Tre ud af 16 tiltalt for drabsforsøg

Det er politiets teori, at Lille A skulle dræbes, når han viste sig på pladsen foran byretten, hvorefter attentatmanden skulle køre til en ventende varevogn, som - når den var kørt i sikkerhed - skulle brændes af sammen med motorcyklen.

Tre af de i alt 16 rockere er tiltalt for at deltage i drabsforsøget, mens en fjerde er anklaget for at have beordret det.