Krimi

Tantholdt: Krav om løsesum ender hos familien

TV 2 | NYHEDERNEs korrespondent Rasmus Tantholdt forklarer, at det oftest er lettest for piraterne at holde deres gidsler på skibe ud for den somaliske kyst.

"Når de er på land, kan der komme folk og forstyrre dem, myndighedspersoner og lignende. Det er ikke noget jeg kan sige med sikkerhed, men at de på en eller anden måde bliver bragt ind til Somalia er formentlig helt sikkert," siger han.

Rasmus Tantholdt forklarer, at det sandsynligvis er familien derhjemme, der vil blive afkrævet løsesummen. Han anser det for usandsynligt, at Udenrigsministeriet - i hvert fald - officielt vil gå med til at betale løsesummen.

"Den helt store forskel på, når piraterne kaprer en lystyacht og så en stor olietanker, er, at der ikke er et rederi til at betale en stor løsesum, så det man gjorde i det britiske tilfælde var, at familien samlede ind til løsesum. Pengene blev så stjålet i første omgang, og så måtte familien samle ind igen. Der gik 13 måneder inden man fik familien ud," fortæller han.