Krimi

Kaprede lystbåde har flere fortilfælde

Pirater har flere gange forvandlet lystsejlads til mareridt i Det Indiske Ocean, sådan som det er sket for en dansk familie, hvis skib blev kapret den 24. februar.

Nogle kapringer er endt meget blodigt. Så sent som den 22. februar i år blev fire amerikanere på lystbåden S/V Quest dræbt af somaliske pirater, da det amerikanske militær ville befri gidslerne.

Lige så slemt gik det til, da franske specialstyrker i april 2009 ville befri fem gidsler på båden Tanit. Den franske kvinde Florent Lemacon blev dræbt under aktionen.

Mindre blodigt gik det til, da det britiske ægtepar Paul og Rachel Chandler blev frigivet mod løsepenge. Parret var til gengæld gidsler i næsten 400 dage, efter at lystbåden Lynn Rival blev kapret i oktober 2009 nær Seychellerne.

Et sydafrikansk par, Bruno Pelizzari og Deborah Calitzer, er fortsat gidsler hos somaliske pirater. Deres båd S/Y Choizil blev kapret nær øen Bajuni ved Somalias kyst i november 2010.