Krimi

15-årig spraymalede Jellingstenen

En 15-årig dreng har erkendt, at det var ham, der natten til lørdag skrev "Gelwane" med grøn spraymaling på to sider af den store Jellingsten.

Drengen, der er fra lokalområdet, blev anholdt torsdag aften og løsladt igen efter endt afhøring. Han sigtes for hærværk, oplyser politiinspektør Steen Edeling fra Sydøstjyllands Politi.

Foruden Jellingstenen gik hærværket ud over flere andre steder på kirkegården og i Jelling samt på en bygning ved banegården i Vejle.

En katastrofe

I første omgang betegnede formanden for Jelling Menighedsråd, Gunni Højvang, hærværket som "en katastrofe". Frygten var, at malingen var trængt ind i oldtidsmindet, som Harald Blåtand rejste omkring år 965.

Men mandag oplyste Nationalmuseet efter at have undersøgt stenen, at den formentlig kan renses.

"Vi skal have taget nogle prøver og forsøge os lidt frem. Men det er ikke alle opløsningsmidler, der virker lige godt i kulden. Så vi gør det først om måske en måneds tid," sagde Nationalmuseets ekspert i Jellingstenene, Susanne Trudsø i mandags.

Hun regner med, at malingen kan fjernes uden at skæmme stenen med lyse pletter fra de opløsningsmidler, der skal bruges.

"Det ser ud til, at vi godt kan fjerne spraymalingen, uden at det går ud over stenens patina," forklarede Susanne Trudsø, som er i kontakt med kolleger i Norge og Sverige, som har erfaringer med lignende skader.

Stenen skal renses ved at blive svøbt i pakninger med opløsningsmidler. Endnu har Nationalmuseet ikke bestemt sig helt nøjagtigt for fremgangsmåden.

Det er Kulturarvsstyrelsen, som har myndighed over hele Jellingmonumentet, og styrelsen har planer om at bygge en stor opvarmet montre om begge sten, så de fremover kan stå i fred for både uvejr og hærværksmænd.