Krimi

Snydt til at købe stjålne luksusbiler

Flere danskere er blevet snydt til at købe stjålne luksuskøretøjer, som er blevet "klonede" til en ny identitet.

Kloning af luksusbiler

Sådan klones luksusbilerne:

En nyere luksusbil stjæles i for eksempel Belgien. De kriminelle finder en tilsvarende bil i Holland - og får eventuelt under en prøvetur hos en forhandler adgang til registreringsattest og stelnumre.

Den stjålne bil fra Belgien får nu en ny "identitet" som hollandsk, idet papirerne forfalskes. Samtidig udfiles det eksisterende stelnummer og det nye præges (Det kan gøres så professionelt, at kun et autoriseret værksted eller grundige tekniske undersøgelser kan afsløre kloningen).

Bilen, der tilsyneladende er hollandsk, indføres derefter til Tyskland, hvor den synes og indregistreres og kan eksporteres videre til Danmark.

"Kloning af biler er organiseret kriminalitet på tværs af landegrænser. Vi har en ret sikker formodning om, at der kører mange klonede biler rundt i Danmark," siger Magnus Andreasen fra Task Force Øst, som efterforsker de klonede biler.

Ved en større politiaktion den 3. februar blev der gennemført ransagninger i både Danmark og Tyskland. I Danmark blev der beslaglagt 11 biler af mærkerne Audi, Porsche, VW, BMW, Hummer og Lamborghini.

Ved politioperationen, hvor TV 2's kriminalmagasin Station 2 var med, blev en 37-årig dansk mand anholdt. Han er foreløbigt sigtet for syv forhold af tyveri og forfalskning af køretøjer. Han er indtil videre varetægtsfængslet i fire uger.

Den anholdte har tætte relationer til medlemmer af rockergruppen Hells Angels.

Biltyverierne er sket i flere europæiske lande. Luksusbilernes identitet er blevet ændret ved at udskifte bilens stelnummer og klonet med en identitet fra et andet tilsvarende køretøj. Ved hjælp af falske dokumenter er køretøjerne blevet indregistreret med den klonede identitet, og køretøjerne er solgt til både autoforhandlere og private købere rundt om i Europa. Samlet er der i perioden, hvor efterforskningen har stået på, beslaglagt cirka 40 klonede køretøjer i Danmark, Sverige og Tyskland.