Krimi

Henriette Kjærs mand anholdt

Nordsjællands Politi har anholdt den 47-årige forretningsmand Erik Skov Pedersen, samlever med politikeren Henriette Kjær (K), efter en anmeldelse for dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

"Vi modtog en anmeldelse om dokument-falsk og bedrageri til en værdi af seks millioner kroner, og på den baggrund anholdt vi manden i går klokken 17," siger politiinspektør Karl Erik Agerbo, Nordsjællands Politi. Erik Skov Pedersen var beskyttet af et navneforbud ind til en dommer valgte at ophæve det i dag.

Ifølge nyhederne.tv2.dk's oplysninger blev erhvervsmandens hjem ransaget i forbindelse med anholdelsen.

I forbindelse med grundlovsforhøret fremgik det, at bedrageriet på de 6,1 millioner kroner er sket ved, at manden ved hjælp af dokumentfalsk har formået at overbevise et investeringsfirma om køb af en række ejendomme. Til det formål skulle manden forlods have fået udbetalt 6,1 millioner kroner.

Den 47-årige nægter sig skyldig.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning i sagen.

Anklager Margit Wegge, Nordsjællands Politi, ville ikke komme nærmere ind på hvorfor, men hun udelukker ikke, at der er en mulig medgerningsmand på fri fod.

Af sigtelsen mod den 47-årige fremgik det imidlertid ikke, at han skulle have gjort det, han mistænkes for, sammen med andre.