Krimi

Stjal smykker efter firedobbelt voldtægt

Udover at han netop er blevet sigtet for voldtægt mod to 14-årige tvillinger, en 15-årig pige og en 23-årig kvinde, er den såkaldte Amagermand også sigtet for røveri i forbindelse med episoden i villaen på Ingolfs Allé på Amager 19. oktober 1995, hvor den firedobbelte voldtægt fandt sted.

Det oplyser politikommissær ved Københavns Politi, Henning Schou Kofoed, til tv2.dk.

"Der forsvandt smykker til en værdi af 65.000 kroner fra villaen dengang. Det var tale om guld- og sølvsmykker af mærket Strøm," siger Henning Schou Kofoed til tv2.dk, og tilføjer, at smykkerne aldrig er blevet fundet.

"Derudover blev der stjålet et plastikkort, som gerningsmanden hævede 2000 kroner fra fem gange ved forskellige hæveautomater i lokalområdet," siger han videre.

To drab og to voldtægter

Den 45-årige mand er i forvejen sigtet for to drab. Han mistænkes for at have kvalt den 73-årige Edith Louise Andrup i Valby i 1987 og for at have kværket den 40-årige Lene Buchard Rasmussen på Amager Fælled i 1990.

Desuden er han sigtet for at have voldtaget en 24-årig kvinde i hendes lejlighed på Amagerkollegiet i 2005.

Det var en voldtægt den 25. september sidste år på en 17-årig pige i haveforeningen Stjernelund på Kongelundsvej på Amager, der bragte den 45-årige i politiets søgelys.