Krimi

Overblik: Det er Amager-manden sigtet for

En 45-årig mand, der har boet det meste af sit liv på Amager, sidder varetægtsfængslet og er sigtet for en række seksuelle forbrydelser - både drab og voldtægter - på og omkring Amager. Forbrydelserne er foregået i en periode fra 1987 og frem til september sidste år.

Herunder kan du læse en gennemgang af sagen - fra den dag politiet kunne efterlyse en mand, der menes at stå bag et 20 år gammelt drab og to voldtægter, og frem til i dag, hvor der er tilføjet endnu et drab og endnu en grov voldtægt.

Den 1. november 2010kom det frem, at politiet ledte efter en mand, der stod bag et drab tilbage i 1990, en voldtægt i 1995 og en voldtægt i september 2010.

Der er tale om drabet på den 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen, der forsvandt den 29. august 1990 efter at hun havde været på udkig efter en ørn i Fasanskoven på Amager.

Efter en omfattende eftersøgning i området fandt man den 3. september hendes lig. Man fandt dna-spor på hendes lig, men det var en såkaldt blandingsprofil, hvilket betyder, at politiet også skal have den fulde dna for at spore blandingsprofilen.

Drabet har været uopklaret i 20 år, men da politiet fandt et kondom med sæd, og dermed en fuld dna-profil - i forbindelse med en grov voldtægt i september 2010, hvor en pige blev voldtaget i et kolonihavehus på Amager, har ført Københavns Politi på sporet af sexforbryderen, der har begået forbrydelser inden for et område af få kilometer på netop Amager.

Og samme dna-spor betød, at politiet også kunne tilføje en voldtægt på Amagerkollegiet den 3. maj 2005, hvor en 24-årig pige blev voldtaget på sit værelse, til listen over de forbrydelser, manden vil blive sigtet for, når politiet fandt frem til ham.

Den 12. november 2010anholder politiet en 45-årig mand, hvis dna matcher dna fra drabet i 1990 og de to voldtægter i 1995 og 2010. Anholdelsen sker efter flere henvendelser fra offentligheden. Manden er i dag bosiddende i Valby, men har boet på Amager, hvor forbrydelserne er fundet sted, det meste af sit liv. Han nægter sig skyldig i sigtelserne.

Den 18. november 2010genåbnes efterforskningen af fire drabssager og en grov voldtægt, som politiet mener kan kobles til den 45-årige sigtede mand.

-I 1990 fik den 23-årige prostituerede Hanne With skåret halsen over i en lejlighed i Fensmarksgade på Nørrebro.

- I sommeren 1990 dør den 18-årige Stine Geisler, da hun bliver kvalt i en kælder i Teglgårdsstræde. Morderen har han mishandlet hende med en skarp genstand. Hun er bagbundet med en sort ledning, som også er snøret om hendes hals. Obduktionen af liget viste, at hun var død ved kvælning. Gerningsmanden har desuden ridset et tegn i Stines arm. Til sidst har han overhældt liget med bonevoks.

- To måneder senere bliver den 28-årige Anette Just Olesen stukket ned i sin opgang på Højdevej på Amager. Hun blev angrebet bagfra af en mand, der pressede en kniv mod hendes hals. Hun råbte op og kæmpede imod sin overfaldsmand. Men det lykkedes gerningsmanden at stikke Anette Just Olesen flere gange i brystet, inden han flygtede fra stedet.

- Samme år forsvandt den 22-årige prostituerede Betina Christensen. Hun blev først fundet i 1997, hvor hendes lig dukker op i en kloak på Vesterbro.

- Politiet genåbner også en brutal voldtægtssag fra 1995. Gennem flere timer blev tre piger og en ung kvinde udsat for grove seksuelle overgreb i en villa på Ingolfs Allé på Amager.

Den 22. december 2010blev den 45-årige mand sigtet for endnu et drab. Sigtelsen lyder på, at den formodede sexmoder også står bag drabet på den 73-årige Edith Louise Andrup på hendes adresse på Brøndkærvej i Valby i februar i 1987.

Kvinden blev kvalt, og i forbindelse med efterforskningen var den 45-årige under mistanke i sin tid, fordi han var flyttemand for hende kort tid inden drabet.

Den 7. februar 2011kunne Københavns Politi offentliggøre endnu en sigtelse mod den 45-årige mand, der sidder varetægtsfængslet i den såkaldte Amager-sag.

Det handler om en af de sager som politiet den 18. november valgte at genåbne. Amager-manden er nu også sigtet for en grov voldtægt den 19. oktober 1995, hvor han ifølge politiet brød ind i en villa på Ingolfs Allé på Amager.

Her frihedsberøvede han to 14-årige piger, en 15-årig pige og en 23-årig kvinde, ligesom han voldtog dem og havde anden kønslig omgængelse end samleje med de fire personer. Den 45-årige mand er blevet kædet sammen med den grove forbrydelse, da hans dna matcher med dna, der blev fundet i villaen.