Krimi

Ni år og udvisning til øksemand

Den 29-årige somaliske mand Muhudiin Mohamed Geele blev i dag i Aarhus Byret idømt ni års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt.

Manden er dømt for at have brudt ind hos Muhammed-tegner Kurt Westergaard i hans hjem i Viby med det formål at dræbe ham.

Derfor er han både dømt for terror og for drabsforsøg. Geele blev dog fri-kendt for at ville dræbe en politi-betjent, som kom til stedet efter Kurt Westergaard havde aktiveret sin over-falds-alarm.

Anklager Kirsten Dyrman krævede ikke under 12 års fængsel, mens forsvareren Niels Chr. Strauss krævede max seks års fængsel. Dermed lagde retten sig lige midt imellem.

Frygter han bliver dræbt i Somalia

Geele er somalisk statsborger, og derfor bliver han smidt ud af Danmark når hans fængselsstraf er afsonet. Geele er overbevist om, at han bliver slået ihjel, når han ankommer til Somalia som en dømt terrorist.

Hans forsvarer Niels Chr. Strauss finder dog, at sagen er af så principiel karakter, at den skal for landsretten. Derfor ankede han dommen Geele på stedet. Mohamed Geele har kone og tre børn, der alle bor i Aalborg. Han var selv flyttet til Hvidovre, da terrorhandlingen fandt sted.

Havde gjort sig klar til jihad

Den 29-årige somalier brød bevæbnet med en økse og en stor kniv ind i tegnerens rækkehus i Viby nytårsdag for et år siden. Kurt Westergaard reddede sit liv ved at søge tilflugt i sit sikringsrum og tilkalde politiet.

I bevisførelsen slog anklageren blandt andet på, at somalieren havde udført klassiske jihad-ritualer som at glatbarbere sig og at stænke sig til med parfume. Desuden har betjenten, der skød manden, forklaret, at somalieren råbte Alluha Akbar (Allah er stor), da han blev skudt.

Ville bare skræmme Kurt Westergaard

Den terrordømte har forklaret, at han kun ville skræmme og true tegneren - ikke slå ham ihjel. Men retten har fulgt anklagerens påstand om, at økseangrebet var et forsøg på at skabe uro og kaos og skræmme en hel befolkning og måske skabe international opmærksomhed og uro.

Øksemanden brugte over 20 øksehug til at trænge ind i Kurt Westergaards hjem, og han huggede derefter flere end 20 gange med øksen mod den stålarmerede dør til sikringsrummet, hvorfra tegneren skrækslagen alarmerede politiet.