Ville halshugge JP-journalister

De tre mænd, der sidst i december blev anholdt mistænkt for at ville udføre et terrorangreb mod Jyllands-Posten i København, var nået langt med deres blodige planer. Det skriver Ekstra Bladet, der er kommet i besiddelse af flere detaljer i sagen.
Terroristerne ville slå til mod Jyl-lands-Posten, der bor i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen 37 i det centrale København. På 20 minutter skulle de tre mænd slå så mange ihjel som muligt. Nogle skulle bindes i strips og halshugges, mens andre blot skulle skydes ned med de automatvåben, som mændene allerede havde i deres besiddelse.
Blev mandsopdækket af Säpo
Oplysningerne kommer fra Politiets Efterretningstjenestes aflytning af lejligheden Mørkhøjvej 82, 1. th. i Herlev. Her lød det under en fællesbøn: "Når de vantro mødes så bind dem og hug halsen over på dem".
Terroristerne, der kommer fra Sverige blev dog fulgt hele vejen fra vores naboland af det svenske sikkerhedspoliti Säpo. De vidste at mændene var i besiddelse af automatvåben. Den 29. december blev mændene anholdt i Herlev-lejligheden. PET turde ikke vente længere. De tre mænd planlagde nemlig en ekskursion til JP/Politikens Hus.
"Vi var nødt til at gribe ind for at afværge et umiddelbart forestående terrorangreb," sagde Jakob Scharf samme dag om anholdelserne, der blev udført af Politiets Aktionsstyrker.
Havde strips og våben i bilen
Den efterfølgende ransagning af mændenes lejede Toyota Avensis afslørede, at terroristerne havde indkøbt 200 plasticstrips - angiveligt til at binde de vantro. I bilen lå ligeledes en maskinpistol, en lyddæmper, et magasin og 36 ekstra patroner. Mændene havde efterladt en ni mm pistol i lejligheden. At de lod pistolen blive hjemme tyder på, at de kun var ude for at se nærmere på stedet.
En fjerde mand er fængslet i Stockholm i forbindelse med sagen. Han mistænkes for at være bagmanden, og derfor har dansk politi anmodet om at få ham udleveret til Danmark med henblik på retsforfølgelse.
Ifølge PET har de fire mænd forbindelse til internationale terrornetværk.
Kilde: Ekstra Bladet