Barfoed: Politi må redegøre for sprogbrug
Barfoed vil have orientering fra politiet, efter lydfil afslører opfordring til knippelsuppe mod journalister.
Justitsminister Lars Barfoed (K) har bedt Københavns Politi om en nærmere orientering om de konkrete omstændigheder i forhold til politiets radiokommunikation i forbindelse med COP15.
Det sker efter offentliggørelsen af en lydoptagelse, hvor man hører indsatslederen sige, at han vil se "rødglødende stave", og at pressefolk skal have "samme tur" som demonstranterne.
- Vi husker vist alle sammen billederne fra demonstrationerne under COP15 sidste år, der krævede en ekstraordinær politiindsats, siger han og fortsætter:
- Om der har været tale om en lidt for hård sprogbrug, kan jeg ikke vurdere på nuværende tidspunkt, da jeg kun har hørt om udtalelserne via pressen. Jeg har derfor bedt Københavns Politi om at orientere mig nærmere om de konkrete omstændigheder."
De Radikale og Socialistisk Folkeparti er stærkt kritiske overfor politiindsatslederens nu offentliggjorte sprogbrug under klimatopmødet sidste år, mens Socialdemokraterne i første omgang er forbeholden over for at kritisere politiet.
- Jeg kan godt høre, at det ikke lyder pænt. Men vi kender ikke den situation, politiet stod i, og hvor ophidset situationen var, siger den socialdemokratiske retsordfører, Karen Hækkerup.
Den borgerlige tænketank Cepos og Dansk Journalistforbund har i skarpe vendinger kritiseret indsatslederens udtalelser om pressen.
Sagen drejer sig om en lydoptagelse, hvor man hører en indsatsleder under en klimademonstration ved Bella Center den 16. december sidste år beordre knippelsuppe til både demonstranter og pressefolk.
/ritzau/