Borgere fandt farlig morders bil

Den bil, som en drabsdømt mand blev kørt væk i under en befrielsesaktion ved Glostrup Hospital, er fundet i eftermiddag.

Det var borgere, der på grund af pressens omtale af sagen om Danni Meisler, havde lagt mærke til den koksfarvede VW Golf. Derefter kontaktede de politiet.

Bilen holdt med tændte lygter ved Husum Skole i Husum. Tilsyneladende er den 25-årige Meisler dermed vendt tilbage til sit gamle kvarter.

"Det noterer vi os også," siger vicepolitikommissær Steen Ørskov Larsen fra Københavns Vestegns Politi, som efterforsker sagen.

Afsonede 14 års fængsel Bilen er nu bragt til undersøgelse for dna-spor og fingeraftryk.

Om politiet har talt med flugtbilens ejer, vides ikke sidst på eftermiddagen.

"Det vil jeg ikke komme ind på," siger Steen Ørskov.

Danni Meisler betegnes af politiet som farlig.

Han er idømt fængsel i 14 år for drabet på en mand på et værtshus i 2006.

Også under varetægtsfængslingen i forbindelse med drabssagen lykkedes det for Meisler at stikke af.